Kunst til forhandling
Det står hele tiden til forhandling, hvad det egentlig er vi ser, er en del af og møder. Er det en koncert? En skulptur? En happening? En teaterforestilling? Et foredrag? På den måde undersøger performances’ene krydsfelterne og udvider genrebegreberne, så nyt terræn kan åbne sig.
The Slits-nummeret i Haslunds værk bliver spejlet og sat i spil med en særlig coverversion af nykompositions György Ligetis værk for metronomer Poème Symphonique fra 1962.
I stedet for metronomer bruger Haslund kroppe. 7 personer hopper, tramper, hinker. Haslund har som indledning til begge numre læst en tekst op, en form for antropologisk skitse af The Slits og Ligetis oprindelige værker.
På den led skaber værket en uindfriet forventning om koncerter, ligesom Haslund kommenterer på re-enactment, rekonstruktion, oprindelighed og musikkultur samtidig med at et væld af billeder og associationer opstår som et eget mentalt værk i beskueren.''

KOPENHAGEN MAGASIN, June 2012
'En kunstner kan også være en musiker' 
af Jóhan martin Christiansen'
– om performancefestivalen ACTS i Roskilde søndag d. 17. juni 2012

DECLARE INDEPENDENCE by Karl Holmqvist 
youtube.com/watch?feature

Der var engang hvor man betragtede maleriet som det øverste i et hierarkis system, derefter kom skulpturen, derefter tegningen og i bunden lå nok grafikken. Det var nok noget med at engang for mange, mange år siden var man optaget af at kategorisere ting efter dens værdi, altså en formåen at fremstille en fyrste eller konge eller noget i den retning.

Lad mig skære det ud i pap: De dage er overstået! Døde! Eller?

Om søndagen til performancefestivalen ACTS i Roskilde var der debat om, ja, perfromance, re-enactments, teater osv. og midt i det hele drejede diskussionen ind på forholdet mellem performance, re-enactment, teater osv. og på den anden side resten af kunstverden, som om at det var en helt naturlig, næsten hierarkisk, opdeling eller forskel på disse to ”verdner”. Der blev næsten påstået at maleriet ligefrem er tyst eller stille. Jo, der er ikke ligefrem meget lyd i selve maleriet, men ikke desto mindre tør jeg påstå at der er lige så meget lyd i et maleri som i en performance. Tænk på alle de gamle damer som taler om Tal R eller Dronningens fine malerier, det ville jeg kalde lyd. Tænk på al den musik som strømmer ud af højtaleren i en malers (og for den sags skyld alle os andre kunstnere med) atelier, når maleren er i gang med at skabe sine værker, det er da en del af værket, ikke?

Sådan set har jeg slet ikke lyst til at diskutere en opdeling eller hierarkiske forskelle på maleri, skulptur, performance osv. Men den påstand som blev smidt ud, fik mig umiddelbart til at gruble lidt over, hvad der egentlig er på spil når man fx taler om en performance, som selvfølgelig er betinget af en eller anden form for tid, men det er en skulptur i den grad også! Især hvis man tager i betragtning at de fleste performances og lignende bliver (gen)set som dokumentation på youtube, UBU, osv. Det gør sig sikkert også gældende indenfor de fleste andre medier, som fx skulptur.       

For at skære min pointe ud i pap igen, så var nogle af de performances som blev opført på ACTS, fx Molly Haslunds værk ”In the Beginning There Was Rhythm” eller Lilibeth Cuenca Rasmusen & Lydegenskabs ”Den instrumentelle mand” for mig lige så meget en skulpturel handling som en tidsbaseret handling. Det er en krop eller flere i et rum, der er nogle bevægelser, handlinger osv. og der er instrumenter for at gøre noget muligt. Hvorfor skulle dette ikke lige så meget være en skulptur som en performance?

Ja, måske fordi at man bliver nød til at kategorisere disse ting og sager, for overhoved at kunne, for det første at forstå og for det næste at formidle det. Eller omvendt? Skal man først formidle for derefter at kunne forstå?

Hvis vi går lidt tilbage i tiden igen, til starten, så var maleriet af en konge utroligt enkelt (eller ikke helt), men det formåede i hvert fald at formidle sin position eller værdi helt klart og tydeligt; kongen er den som har magten og det kan vi se på motivet som maleriet forestiller. Der er (umiddelbart) et 1-til-1 forhold i sådan et maleri.

Spørgsmålet er så om det stadig gør sig gældende for værk og formidling i dag?

Jeg lader spørgsmålet stå usvaret og suser videre til slutningen, som Laurie Anderson (i forlængelse af Karl Holmqvist) får lov til at stå for: youtube.com/watch